Portræt: “Jeg må være Danmarks mest tabende advokat”

Næsten uanset hvilket spørgsmål jeg stiller Mads Pramming, så kommer der et langt, passioneret svar tilbage. Han optager ikke rummet med store armbevægelser, tværtimod sidder han ganske stille i stolen, men entusiasmen og energien i hans stemme får ham alligevel til at fylde.

Der er dog især ét emne, der for alvor kan antænde gnisten. Som han selv siger, er det noget, han kan tale om i ”i hvert fald seks timer”. Og det er det, som han har dedikeret både sit eget advokatvirke og sin virksomhed til. Nemlig kampen mod myndighederne, for borgerne.

”Det er det her, retssikkerhed er for mig. Det gør ondt i mig, både personligt, men også som advokat, når du som borger har ret til at få hjælp, og du så ikke får det. Når myndighederne gør noget andet, end der står i loven. Den der mangel på sikkerhed for at få ret, når man faktisk har ret, det er det, der tænder mig. Hvis der står, at du skal have noget, så skal du også have det. Det er drivkraften for mig i alt, hvad jeg laver,” siger han.

Og Mads Pramming er langt fra færdig med at fortælle.

”Det er løgnen i det. Det er derfor, jeg fører flest sager og går meget op i sager mod myndigheder. Altså, vi ved jo godt, at forsikringsselskaber og banker er nogle røvhuller, som kan finde på at snyde folk, og derfor bliver jeg ikke rasende, hvis jeg har hørt om et forsikringsselskab, der gør noget ulovligt. Men det mest uretfærdige i verden er, hvis det er staten, som er den, der skal passe på os, som snyder os, og som ikke overholder loven. Det er det værste, jeg kan forestille mig. For hvis de ikke følger loven, hvem fanden gør så?”

Det er en anden ting, der karakteriserer Mads Prammings måde at udtrykke sig på; der bliver ikke lagt noget i mellem.

Kan vi egentlig ikke sende en regning alligevel?

En af de mange sager, der lige nu fylder på Mads Prammings bord, som har myndighederne som modpart, er den såkaldte Svømmepige-sag, der lige nu venter på at komme for Højesteret. Den handler om en ung kvinde, der er svært autistisk og elitesvømmer. Gennem flere af hendes barndomsår har hun haft en socialpædagog med ude til svømmestævnerne for at holde styr og struktur på tingene.

Men da hun fyldte 18, meldte Lolland Falster kommune, at hun ikke længere havde brug for en socialpædagog. I stedet blev hun henvist til en app, hun kunne bruge i stedet.

I flere år kørte pigen en klagesag mod kommunen, og Ankestyrelsen slog også gentagne gange fast, at hun havde ret til støtten, men det fulgte kommunen ikke. Sagen går derfor på, om Lolland Falster er forpligtet til at betale svømmepigen erstatning eller ej, for de mange år, hvor hun ikke fik den hjælp, som loven ellers sikrer hende.

”Når kommunen laver en fejl som den her, så har de i flere år gået og sparet penge på ikke at betale for den socialpædagog. Uden det har nogle konsekvenser for dem. Og pigen har rendt forvirret og ked af det rundt, men det kan hun jo ikke sende nogen regning for. Men her er det vores spørgsmål, kan vi egentlig ikke sende en regning alligevel? Som det ser ud nu, kan kommuner tjene penge på at træffe ulovlige afgørelser. Det giver jo i hvert fald ikke et incitament til at træffe rigtige afgørelser. Og det tror jeg ville være godt for retssikkerheden, hvis det var anderledes,” siger Mads Pramming.

Han er i denne sag blevet valgt som advokat af Advokatsamfundet og Justitia, der valgte at føre den som en principiel sag omkring borgernes retssikkerhed, når myndigheder laver fejl.

Det var dødens pølse

Det har ikke altid været sådan, at en snak om jura, har vækket begejstring hos Mads Pramming. Snarere tværtimod. Da han valgte at søge ind på jura, var det primært fordi, han ikke helt vidste, hvad han skulle, men han havde set en masse amerikansk tv om straffesager, som virkede spændende.

Det var bare ikke lige dét, der mødte ham på studiet.

”Jeg synes, det var dødens pølse. Det var psycho kedeligt. Og mange af de mennesker, der læste jura, var lige så kedelige som teksterne. Så jeg passede overhovedet ikke ind,” fortæller han.

Det nærmede sig slutningen på første semester, da Mads Pramming var sikker på, at han ville droppe ud. Han ville bare lige gøre eksaminerne færdige først. Og så var der noget, der overraskede ham.

”Jeg fik sindssygt gode karakterer. Også selvom jeg vidste, at jeg næsten intet havde lavet,” siger han med et grin.

Af ren ubeslutsomhed over, hvad han skulle vælge i stedet for jura, valgte han at gøre første år færdig. Et år blev til en bachelor, der blev gjort færdigt med fortsat gode karakterer, med minimal arbejdsindsats. Men det var helt sikkert, at det absolut ikke skulle være jura på kandidaten også.

Det blev det så alligevel efter et par års orlov, fordi nogle af vennerne på studiet fortalte, at det blev meget sjovere på overbygningen. Det var Mads Pramming ikke helt enig i. Men han havde et frivilligt job hos Københavns Retshjælp, han syntes var interessant. For at lave noget helt andet, og noget, som han syntes var sjovt, havde han et studiejob som runner på Nordisk Film.

På grund af hans gode karakterer, landede han et job hos et stort advokatkontor. Det, der dengang hed LETT. Det sociale liv var sjovt, Mads Pramming var medlem af både fest- og kunstforeningen, og han havde det godt sammen med kollegaerne. Men juraen, der blev arbejdet med, fangede ham stadigvæk ikke.

”Jeg følte altid, at jeg bare var et lille tandhjul på sagerne, og der var bare mange af sagerne, der var meningsløse,” siger han.

Jazzmusikerens øreskade

Men så i 2007 var der en kendt jazzmusiker, der fik en høreskade på grund af det lydanlæg, han benyttede, som ødelagde hans øre. Det var ikke en typisk sag for kontoret, men den blev taget ind alligevel. Og den dumpede ned på Mads Prammings skrivebord.

”Og det var bare mega fedt! Det var en sag, som var super uretfærdig, fordi han ikke kunne få erstatning. Og så gik det fra, at sagerne normalt var sådan nogle forstokkede, voksen-snakkende møder med klienter i fine jakkesæt, til at mig og ham, vi satte os i mødelokalet i vindueskarmen og røg ud af vinduet, selvom man egentlig ikke måtte. Næste møde holdt vi hjemme hos ham privat, ved morgenbordet med hans kone. Vi havde et fantastisk samarbejde. Jeg kan faktisk ikke en gang huske, hvordan det gik med sagen, men jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg hjælper faktisk det her menneske, som har problemer,” fortæller han, og igen breder entusiasmen sig, mens Mads fortsat sidder stille i stolen. Det var her, vendepunktet i Mads Prammings egen historie indtraf, og her, begejstringen for juraen for alvor begyndte.

På kontoret kom der flere af den slags atypiske ”små-sager”, der ikke rigtig var penge i, men som var lige noget for Mads. Pludselig havde han sin helt egen lille portefølje af den slags sager.

”Jeg synes, det var skidespændende. Jeg var ikke længere bare et lille tandjul. Det var mig, der var noget ved musikken, og som kunne hjælpe et menneske i nød. Det var sager, som ikke passede ind, som ingen gad føre, som endte ved mig. Og som jeg bare elskede,” siger han og fortsætter:

”Førhen, når jeg arbejdede med klienter, når jeg ringede og fortalte, at vi havde vundet, sagde de bare: nå okay, fedt nok, så bare send en regning. Men med jazzmusikeren, og med de klienter jeg har nu, er det deres liv, man har i hænderne, og de græder jo af glæde eller ulykke, når sagen bliver afgjort. Og jeg føler, at jeg gør en forskel.”

Sure, gamle, grådige mænd

Det er da også endt med at være netop den type af sager, som Mads Pramming har gjort til sin levevej siden hen. Efter LETT endte han hos et andet advokatkontor, der tog præcis den slags sager ind, som Mads synes var spændende, men der var stadig noget, der ikke helt spillede for Mads. Og som han stadig tager stor afstand fra.

”Det her er mit take på advokatbranchen, men jeg synes, det hele går for meget op i penge, hvor mange timer har du skrevet på, hvad er din omsætning. Det hele er sure, gamle, grådige mænd. Så jeg havde det sådan, at jeg hadede alt ved den branche – bortset fra arbejdet. Den her slags jura, hvor jeg havde ansvar, og hvor der var noget på spil for det enkelte menneske,” siger Mads Pramming.

Derfor besluttede Mads Pramming sammen med en kompagnon, Malou Ehmer, at starte sit eget advokatkontor i 2012. Og det er der, man finder ham den dag i dag. Det er samme beliggenhed, et godt stykke ude i Nordvest, væk fra mange af de polerede facader, man ellers forbinder med advokatkontorer. Herude er der graffiti på samtlige mure rundt bygningen og en autoshop nede om hjørnet. Der er højt til loftet og et mere råt New-Yorker look, og man træder direkte fra ståltrappen ind på kontoret uden at skulle gennem nogen reception eller møde med en sekretær eller receptionist.

”Vi startede det med sådan en tanke om, at nu prøver vi at lave noget herude, sådan cowboy-agtigt, indtil de voksne kommer og lukker os, fordi vi sikkert har gjort noget forkert, eller der er noget, vi mangler at få søgt. Nu ville vi bare lave nogle sager. Og så skete der det mirakuløse, at vi fik succes med det. Telefonerne har kimet, og vi har ført alle mulige store, principielle sager,” fortæller han.

I dag har Ehmer Pramming forskellige organisationer og fagforeninger som klienter, der betaler ”normalt advokatsalær”, som Mads beskriver det, hvilket gør, at de kan bruge de penge på at hjælpe eksempelvis hjemløse, folk der har fået frataget deres førtidspension eller lignende, der ikke kan betale de samme penge.

Det er det, der er Mads Prammings livsprojekt. Kampen mod myndighederne. Som det ser ud i dag, følger domstolene en tradition, der går tilbage til enevældet, der betyder, at de stort set aldrig udfordrer en myndigheds beslutning. Og det er dét, Mads Pramming håber på at få ændret på. En sag af gangen. Men det betyder også, at man mere end bare ind i mellem løber panden mod en mur, og at man må tage en hel del slag på sin kappe.

”Det giver ingen mening, at myndighederne skulle være immune over for domstolene. Men den tradition betyder i dag, at domstolene som absolut hovedregel ikke blander sig i, hvad myndighederne laver. Og det betyder, at når man har valgt at føre mange sager mod myndighederne, så taber man hele tiden. Selv helt vildt uretfærdige sager, som vi oplagt burde vinde, dem taber vi,” siger Mads og fortsætter:

”Jeg tror, at jeg er Danmarks mest tabende advokat. Jeg tror ikke, der er nogen advokat, der har tabt så mange sager, som jeg har,” siger han med et grin. Han giver også udtryk for, at han ikke er typen, der tager den lette vej, men har en tendens til at gøre livet besværligt for sig selv.

Som han selv tilføjer, kræver det da også en hel del selvtillid alligevel at blive ved. Når man taber, kan det betyde to års ”spildt arbejde”, og så kræver det, som Mads selv beskriver det, en hel del hår på brystet at tage den næste sag det til trods.

”Men, når vi så har tabt de første ni sager, når vi vinder sag nummer ti, så har vi gjort det umulige. Der er for eksempel aldrig nogen, der har vundet en sag om førtidspension. Det er aldrig sket. Jeg vandt den første sag overhovedet på det område. Så det kan godt være, vi tabte ti sager. Men til gengæld er jeg nu den første i Danmark, der har vundet en sag om førtidspension. Og det kan jo et eller andet. Der er et meget større pay-off i at gøre det umulige, synes jeg.”

Et stort øjeblik

Førtidspensionssagen er ikke den eneste sag, hvor Mads Pramming har været den første advokat til at få ændringer igennem.

Han var også en af de første, der begyndte at føre sager for psykisk sårede krigsveteraner i Danmark. Det startede bare med et par stykker, som han hjalp for deres forening. I dag har han ført mellem 350 og 400 individuelle sager, hvilket er flere, end foreningen selv har haft.

Sagerne gik på, hvorvidt de havde krav på erstatning, selvom de ikke kunne vise nogle fysiske skader, men derimod var blevet ramt på psyken.

”Man hører jo om dem, der har fået sprængt et ben af eller lignende, dem er der nogle stykker af, men der tusindvis af mennesker, der har ekstremt svære psykiske problemer efter de krige, de har været udsendt i. Og de kunne ikke få hjælp eller erstatning på samme måde,” fortæller han.

De mange sager endte ud i en stor interesse hos medierne, der udmøntede sig i at Mads Pramming blev inviteret ind på Christiansborg og var med til at skrive udkastet til en ny særlov.

”Den betød, at førhen var det kun ganske få, der nogensinde fik anerkendt deres krav til erstatning, mens det i dag er 2/3 dele af alle veteraner, der får medhold. Det er noget af det største, jeg har oplevet i min karriere, fordi jeg føler, at jeg var med til at gøre opmærksom på problemet, både over for medier og politikere, og var med til at loven blev til.”

Et helt menneske

Et andet stort øjeblik i Mads’ karriere var Slagelse-sagen, som han blev tildelt gennem Børns Vilkår. Her hjalp han tre palæstinensiske piger, der var endt hos en plejefamilie, efter deres biologiske far havde slået deres mor ihjel. Hos plejefamilien blev de dog seksuelt misbrugt igennem flere år, uden at kommunen havde holdt ordentligt opsyn med, hvordan det gik dem derude.

”Det er nok min største sag nogensinde,” siger han.

Pigerne havde allerede vundet en sag mod plejefaren og fået erstatning fra ham, kunne det virkelig passe, at kommunen ikke også burde stå til ansvar for, ikke at have grebet ind?

”Det var et principielt spørgsmål, om hvorvidt kommunerne kunne holde ansvarlige? Og det kunne man via menneskerettighederne. Så vi førte den her sag, som den første af sin slags, og vi vandt, hvilket har banet vej for, at de her børn kan få erstatning.”

Det er oplagt for Mads’ at sige, at Slagelse-sagen har været den største, når det kommer til karrieremæssig betydning. Den var kæmpestor i medierne, juraen var kompliceret, og der var også politisk stor interesse. Men når man spørger ham, hvilken sag, der har betydet mest for ham personligt, så går det ellers ivrige snakkeapparat i stå for en stund. Inden talestrømmen går i gang igen.

For de mange klienter, som Mads har igennem, efterlader alle et indtryk hos ham. Han får pludselig en vigtig rolle i de folks liv, mens sagerne står på, forklarer han. Han bliver deres fortrolige, som de ringer til med alle mulige slags spørgsmål og problemer, fordi det netop tit er sager, hvor klienterne har utrolig meget personligt på spil.

”Jeg bliver meget personligt investeret i mine klienter. Så på den måde kan man sige, at den sag, der betyder mest for mig, det er den sag, jeg sidder med lige nu. Havde du spurgt mig i går, havde det været en anden. Havde du spurgt mig for et halvt år siden, havde det været den, jeg havde siddet med der,” siger han.