Studieliv

Blog: På Englenes Vinger. Tekst og fotos af Søren Verdoner

15. december 2020

Kan vi sælge Grønland? - Del II


Den amerikanske præsident (en lille måned endnu) Donald Trump ytrede tilbage i januar 2019 et ønske om at købe Grønland af Danmark. Selvom Statsminister Mette Frederiksen klart afviste købstilbuddet, rejste det alligevel en kaskade af spændende spørgsmål om forholdet internt i Rigsfællesskabet imellem Danmark og Grønland. Vigtigst af alt måske spørgsmålet "kan vi sælge Grønland?" Og (på trods af det sandsynligvis politisk umulige heri) kan vi sælge Grønland til USA uden at spørge grønlænderne selv?


Søren Verdoner er 24 år og læser jura på kandidaten på Aarhus Universitet, hvor han også underviser i stats- og strafferet. I bloggen "På Englenes Vinger" udforsker han skæve og anderledes juridiske problemstillinger fra den studerendes perspektiv. 

For at besvare det indledende spørgsmål var det nødvendigt at angribe det fra to vinkler. Først fra en statsretlig vinkel, altså ud fra hvilke regler der gælder internt i det danske forfatningssystem, og derefter ud fra en folkeretlig vinkel - altså hvilke internationale retsregler ville der gælde i en sådan situation.

I seneste indlæg konkluderede vi, at der i hvert fald statsretlig ikke er noget til hinder for at sælge Grønland til fx USA. Det kræver ikke andet end en regeringsbeslutning, der opnår samtykke fra et flertal i Folketinget. Punktum. På trods af ordene i selvstyrelovens præambel om danskere og grønlændere som to ligeværdige folk, er der juridisk, statsretligt, ikke noget til hinder for, at regeringen med Folketingets samtykke afhænder Grønland, uden at spørge grønlænderne, til USA.


I dette indlæg lægger vi statsretten væk og forsøger i stedet at undersøge, om der eksisterer nogen folkeretlige normer til hinder for at sælge Grønland - eller for at sælge Grønland uden en form for samtykke fra grønlænderne.

Først og fremmest må vi spørge os selv om Danmark overhovedet ville kunne afstå Grønland, altså om Grønland - her må svaret være ja, der er ikke noget i folkeretten, der forhindrer, at staters grænser ændrer sig. Et territorie som Grønland ville altså uproblematisk kunne blive en del af den amerikanske stat. FN-pagten indeholder godt nok et forbud mod magtanvendelse i artikel 2, stk. 4 - et forbud, der antages at forhindre, at en stat vil kunne annekteres og indlemmes i en ny stat ved brug af magt.  Men udover magtanvendelsesforbuddet er der altså ikke umiddelbart nogen grænser for, hvordan territorie skifter hænder, og Grønland vil derfor folkeretligt kunne sælges, alene med et samtykke fra den danske stat… Dette resultat stemmer overens med den grundsætning, at folkerettens subjekter som udgangspunkt er stater, det vil sige at folkeretten beskæftiger sig med forholdet mellem stater, og da Rigsfællesskabet udgør en statslig enhed, skulle der altså ikke umiddelbart være noget problem i, at Danmark (efter de interne regler, der gælder i den danske forfatning) sælger Grønland til USA.

En betændt diskussion

Og dog, så simpelt er det måske alligevel ikke. Kan det virkelig passe, at et folk som det grønlandske, med eget sprog, egen kultur og egen historie, slet ikke nyder nogen folkeretlig anerkendelse? Jeg beslutter mig for at dykke dybere ned i teorien og kaster mig over de gængse lærebøger på området for at finde svar.

Her bliver jeg hurtigt klogere, både Ole Spiermans Moderne Folkeret, 3. udgave og Folkeret og Menneskerettigheder, 1. udgave af Ole Therkelsen, Louise Halleskov og Jens Vedsted, omtaler, at folkeretten i et vist omfang tillægger et folk ret til selvbestemmelse.

Jeg finder dog også hurtigt ud af, at netop denne ret til selvbestemmelse er et af de områder i juridisk teori, der har fremprovokeret lange og komplekse diskussioner imellem juridiske forfattere og teoretikere de sidste 50 år. Begge bøger omtaler kort netop spørgsmålet om det grønlandske folks ret til selvstændighed, og af bøgernes omtale af problematikken kan jeg forstå, at diskussionen er noget af en hvepserede. Spørgsmålet om grønlændernes ret til selvstændighed er naturligvis politisk ømtåleligt, og det har nok betydet, at man også i juridisk teori har været forsigtig med at komme med definitive slutninger om spørgsmålet.

Jeg vil alligevel forsøge kort at skitsere problematikken, først spørgsmålet om et folks ret til selvbestemmelse og bagefter spørgsmålet om grønlændernes ret til selvbestemmelse og eventuel selvstændighed. Det vil jeg gøre, selvom jeg forstår, at det for nogle er et ømt emne. Derfor vil jeg også gerne minde om, at det her i vidt omfang er et spørgsmål til englenes vinger - af primært teoretisk værdi. Det er det af to grunde:

  • For det første, fordi den danske regering klart afviste at sælge Grønland til USA, da Donald Trump fremsatte sit købstilbud i august 2019.

  • For det andet, fordi den danske regering på lovniveau med selvstyreloven har anerkendt grønlænderne som et ligeværdigt folk. Selvom den anerkendelse principielt kunne skrives ud ved en simpel lovændring, må det politisk anses for utænkeligt, at Danmark skulle tilbagekalde selvstyreloven uden et samtykke hertil fra det grønlandske selvstyre.

 Med det i mente vil jeg alligevel forsøge at skitsere både spørgsmålet om et folks ret til selvbestemmelse og spørgsmålet om netop grønlændernes eventuelle folkeretlige ret til selvbestemmelse.

Et folks ret til selvbestemmelse

I løbet af det 20. århundrede er der i folkeretten udviklet en grundsætning om, at et folk har ret til selvbestemmelse (self-determination), selvom grundsætningen oprindelig alene blev anset for et politisk princip, må det i dag ses som en bindende folkeretlig norm - med den Internationale Domstols ord - et ”essential principle of contemporary international law” (Folkeret og Menneskerettigheder s. 32).

Det er altså ikke til diskussion: Et folk har ret til selvbestemmelse efter international ret. Denne ret er da også stadfæstet blandt andet i FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder (1966). Så langt så godt. Den konklusion, at et folk har ret til selvbestemmelse, rejser dog, som Herkules, der hugger hovedet af hydraen, straks to nye juridiske spørgsmål:

  • Hvem i alverden er et ”folk”?
  • Og hvad indebærer det lidt fluffy ”en ret til selvbestemmelse”?

Hvem er et folk?

Der findes ikke i folkeretten en fast definition af, hvem eller hvad et folk er. Hvem, der egentlig kan udøve den sagnomspundne ret til selvbestemmelse, er altså ikke helt klart. Ole Spiermann overvejer, hvad et folk er i sin Moderne Folkeret, hvor han konstaterer, at der netop ikke findes en fast definition. Selvom der ikke findes en klar folkeretlig definition, må man gå ud fra, at der i afgørelsen af, hvad et folk er, kan lægges vægt på, at en gruppe mennesker har fx eget sprog, egen historie og/eller egen kultur.

Heldigvis synes alle teoretikere (og i øvrigt også Højesteret) at være enige om, at grønlænderne i folkeretlig forstand er et folk, selvom der ikke findes en klar definition af begrebet. Det betyder også, at eftersom grønlænderne er et folk, ja så har de ret til selvbestemmelse, men hvad der præcis ligger i denne ret, er straks et sværere spørgsmål at besvare.

Ret til selvbestemmelse

Ret til selvbestemmelse - det lyder da ret fedt, tænker jeg. Så er der måske alligevel en retlig beskyttelse, der sikrer grønlænderne mod ufrivilligt at ende som stat nr. 51.

Tjo, helt simpelt er det nu ikke – for ligesom det ikke er klart defineret, hvad der ligger i begrebet "folk", ja så findes der heller ikke en formular, af hvilken det klart fremgår, hvad den ret til selvbestemmelse indebærer. I folkeretten sondrer man mellem en ret til intern og en ret til ekstern selvbestemmelse.

Det vil sige en ret til autonomi og selvstyre inden for den stat, man allerede er en del af, og eksternt en ret til løsrivelse og selvstændighed. Spørgsmålet om Danmark vil være forpligtet til at spørge Danmark, må være et spørgsmål om retten til ekstern selvbestemmelse - retten til selv at bestemme, om man vil løsrives fra Danmark og være en del af en anden stat.

Og her bliver det for alvor svært.

Det er nemlig ikke folkeretligt anerkendt, at et folk generelt har ret til ekstern selvbestemmelse i form af løsrivelse fra den stat, de nu engang er en del af. Hvis man følger de lærebøger, jeg har kastet mig over, eksisterer en sådan ret kun med sikkerhed for tidligere kolonier. Tidligere kolonier har altså ret til at løsrive sig fra den gamle kolonimagt og selv bestemme sin egen skæbne, herunder ret til selvstændighed - eller på lige fod, må man antage, ret til at slutte sig til en anden nation - eller på samme måde at nægte det.

Okay, og hvad så med Grønland?

Grønland var en dansk koloni indtil 1953-grundloven og havde derfor også kolonistatus, da FN blev oprettet. Hvis et folk i en tidligere koloni har en ekstern ret til selvbestemmelse, må grønlænderne altså i hvert fald i 1953 have haft den. Så langt virker teoretikerne også til at være enige.

Men Grønland bliver ikke selvstændigt i 1953, tværtimod bliver det et amt i Danmark, en fuldt integreret del af Danmarks Rige. Og hvad sker der så? Herfra virker folkeretsprofessorerne til at være på usikker grund. Opbruger grønlænderne deres ret til selvstændighed og ekstern selvbestemmelse, da de tilslutter sig det danske rige i 1953? Nogen mener ja, andre mener nej med den begrundelse, at der ikke blev afholdt en folkeafstemning på Grønland om spørgsmålet. Det er altså uklart, om Grønland folkeretligt bevarer en ret til ekstern selvbestemmelse efter 1953 - og endnu mere uklart, om de har bevaret en sådan ret helt op til i dag. For selv hvis grønlænderne bevarede retten efter 1953, kan man nemt argumentere for, at retten til selvstændighed er så-at-sige udløbet i de 67 år, der er gået, siden landet mistede sin kolonistatus.

Det er altså uklart, om grønlænderne som sådan har bevaret en folkeretlig ret til løsrivelse frem til 2020. Alligevel betyder det ikke nødvendigvis, at Danmark kan sælge Grønland til USA uden at skele til den folkeretlige norm om et folks ret til selvbestemmelse. Det skyldes, at retten til selvbestemmelse måske vil blive vakt til live igen i den situation, hvor Danmark ønsker at sælge Grønland.

Der findes ikke noget klart svar på, om retten vil blive vakt til live i den situation, men hvis man kigger på tankerne bag koloniernes oprindelige ret til løsrivelse, ja, så virker det ikke helt ufornuftigt, at den ret skulle vågne op igen i det øjeblik, det grønlandske folk og det grønlandske territorium ikke længere er en del af det Rigsfællesskab, man (sandsynligvis) afgav sin ret til selvstændighed til fordel for i 1953.

Der er altså måske alligevel en folkeretlig beskyttelse af Grønland og grønlænderne. Det hælder jeg i hvert fald personligt til, at der må være efter at have læst grundigt op på diskussionen.

Og selv hvis jeg skulle tage helt fejl, og den folkeretlige ret til selvbestemmelse ikke kan vækkes til live igen, ja så kan man trøste sig med, at vi er på englenes vinger. Som jeg har skrevet før, er det politisk helt utænkeligt, at man ville sælge Grønland, i hvert fald uden at spørge grønlænderne først.

Del

Kan vi sælge Grønland? - Del II