Studieliv

Blog: På Englenes Vinger. Tekst og fotos af Søren Verdoner. Redigering: Elisabeth Frimurer

17. november 2020

”I promise not to do this to Greenland” – Del I


Fredag den 16. august 2019 fik de fleste danskere, der åbnede for morgennyhederne, nok kaffen helt galt i halsen. Donald Trump, den amerikanske præsident, overvejede ifølge flere medier at købe Grønland af den danske stat. Morgenkommentatorerne på TV2 News var tydeligvis lige så forundrede som de fleste andre og havde svært ved at finde hoved og hale i nyheden. Var det endnu en del af det vanvittige udenrigspolitiske Trump-cirkus, som verden havde været vidne til de seneste par år, eller var det nærmere en væsentlig udenrigspolitisk nyhed, der i et geopolitisk perspektiv var værd at tage alvorligt?


Søren Verdoner er 24 år og læser jura på kandidaten på Aarhus Universitet, hvor han også underviser i stats- og strafferet. I bloggen "På Englenes Vinger" udforsker han skæve og anderledes juridiske problemstillinger fra den studerendes perspektiv. 

Og hvordan var det nu, det var med det dansk-grønlandske forhold, Rigsfællesskabet og alt det der? Det er sjældent, at den danske offentligheds øjne med en sådan styrke rettes imod den 2.166.000 km² store ø i Nordatlanten, der med et areal, som overstiger Indiens, gør Rigsfællesskabet til verdens 6. største stat målt på areal.

Mette Frederiksen, den danske statsminister, var hurtigt ude og afvise tilbuddet. Hun kaldte det en absurd idé, at Danmark overhovedet skulle kunne sælge Grønland uden at spørge det grønlandske folk. Donald Trump bidrog yderlige til at gøre hele situationen tragikomisk ved at poste et tweet af Trump Tower photoshoppet ind på Grønland med den tilhørende tekst ”I promise not to do this to Greenland”. Senere kaldte han Mette Frederiksen for ”a nasty woman”, fordi hun havde afvist købstilbuddet og aflyste i øvrigt sit planlagte statsbesøg i Danmark.

 

kaius-image-trump

 


Kan vi sælge Grønland?

Dermed gled historien om salget af Grønland ud af mediernes søgelys, og de fleste danskere glemte den igen, som en af de mange små absurde nyhedsflash, der kendetegner nyhedscyklussen i en tid, hvor den amerikanske præsident primært kommunikerer via Twitter.

Jeg vil ikke komme nærmere ind på de geopolitiske forhold eller spørgsmålet om USA’s faktiske interesse i Grønland, men nøjes med at sige, at idéen måske ikke var så absurd endda. Det er trods alt velkendt, at USA, også under tidligere præsidenter, altid har haft en stærk militærstrategisk interesse i Grønland. Der er gode grunde til at antage, at den kommende Biden-administration også vil have en stærk sikkerhedspolitisk interesse i Grønland og Nordatlanten, om end man må forvente, at dens diplomatiske stil bliver noget mere traditionel.

Jeg vil derfor prøve at besvare nogle af de juridiske spørgsmål, som medierne dengang ikke fik givet fyldestgørende svar på. Hvordan er det nu med forholdet mellem Grønland og Danmark? I hvilket omfang har Danmark stadig indflydelse på grønlandske forhold, og kunne den danske regering virkelig sælge Grønland til USA uden at spørge grønlænderne, hvis de ville?

Kalaallit Nunaat

Kalaalit Nunaat, hedder Grønland på grønlandsk, det betyder ”grønlændernes land” – men sådan har det ikke altid været. Den dansk-grønlandske historie er en smertefuld historie om koloniale fejlskridt, hvor den danske stat bestemt ikke altid har respekteret grønlændernes ret til eget land.

Idéen om, at Danmark kunne sælge Grønland til USA, virker ubehagelig og fjern. Det skyldes måske netop, at den minder os om en anden og mindre demokratisk tid, hvor (hvide) magtherrer i lukkede klubber delte verden imellem sig. I dag eksisterer der en anden respekt i det faktiske dansk-grønlandske forhold, hvilket blandt andet kommer til udtryk i selvstyreloven fra 2009, hvor man i præamblen skriver, at loven bygger på et ønske om at fremme ”ligeværdighed og gensidig respekt i partnerskabet mellem Danmark og Grønland”.

Derfor er det nok også i dag et spørgsmål til Englenes Vinger om Danmark virkelig juridisk ville kunne sælge Grønland til USA – og det er uagtet, hvad Donald Trump havde forestillet sig, svært at forestille sig en dansk regering, der med vores kolonihistorie in mente, ville sælge Grønland til USA, selv hvis det juridisk var en mulighed.

Statsretten og folkeretten

For at svare på spørgsmålet er det nødvendigt at angribe det fra to vidt forskellige juridiske indgangsvinkler: en statsretlig og en folkeretlig.

Statsretten beskriver de regler, der med den danske grundlov som øverste retskilde gælder indenfor det danske system. Statsretten kan altså besvare spørgsmålet, om det efter dansk ret og den danske grundlov ville være muligt at sælge Grønland til USA.

Folkeretten derimod omhandler de regler, der gælder internationalt imellem verdens stater. Det er altså spørgsmålet, om Danmark som stat vil være forhindret af en international retsnorm i at sælge Grønland. De to retsområder, folkeretten og statsretten, må behandles hver for sig. Det skyldes, at vi i Danmark har en dualistisk retstradition, hvor den danske grundlov suverænt er højest rangerende retskilde i dansk ret, hvilket Højesteret har bekræftet ved flere lejligheder, blandt andet i den såkaldte Irak-sag U.2010.1547. Folkeretten har således ingen virkning på den statsretlige vurdering, ligesom dansk statsret ikke har virkning for den folkeretlige vurdering.

Den statsretlige vinkel: Grønland og Grundloven

Jeg vil ikke her lave en uddybende gennemgang af det komplekse dansk-grønlandske forhold i et statsretligt perspektiv, men alene forholde mig til de spørgsmål, der omhandler muligheden for salg af Grønland.

Grønland er omfattet af den danske grundlov og har været det siden 1953, hvor Grundlovens § 1, ”denne Grundlov gælder for alle dele af Danmarks Rige” blev indskrevet i forfatningen. Ved samme lejlighed ophørte Grønland folkeretligt med at have kolonistatus. Det vender vi tilbage til.

Hvis Danmark skulle sælge Grønland, gælder der altså ikke i en statsretlig forstand andre regler end dem, der i øvrigt ville gælde, hvis Danmarks territorie skulle indskrænkes. De almindelige regler for indskrænkning og udvidelse af Danmarks territorie finder vi i Grundlovens § 19. Efter § 19 er det regeringen, der har den udenrigspolitiske kompetence. Det er dog skrevet eksplicit ind i bestemmelsen, at forøgelser eller indskrænkelser af rigets område kræver Folketingets samtykke. Den danske regering vil altså efter Grundlovens § 19, med et samtykke fra 90 mandater i Folketinget, frit kunne sælge Grønland til USA uden på nogen måde at inddrage det grønlandske selvstyre.

Eller skåret helt ud i pap: Hvis den danske regering ønskede det, kunne den, med Folketingets samtykke, statsretligt sælge Grønland til USA – uden at udskrive en folkeafstemning herom på Grønland, uden at spørge det grønlandske selvstyre, og selvom de to grønlandske mandater i Folketinget stemte imod et sådant salg.

Det er dog værd at huske på, at der tit er stor forskel på, hvad der er juridisk muligt, og hvad der er politisk gangbart. Som jeg har redegjort for ovenfor, må det på trods af den statsretlige retstilling være nærmest umuligt at forestille sig en dansk regering, der ville gennemføre et sådant salg?

Ligesom den danske regering da også på lovniveau med selvstyreloven har anerkendt netop grønlændernes ret til selvstændighed og selvbestemmelse.

Alligevel er det altså et ret simpelt spørgsmål at besvare med statsretlige øjne. Men hvad, hvis man tager de folkeretlige briller på: Har Danmark så også fri adgang til at sælge Grønland til USA hen over hovedet på grønlænderne? Det spørgsmål vil jeg forsøge at give svar på mit i mit næste indlæg, hvor vi (forhåbentlig) også kommer til at diskutere spørgsmålet med en ekspert i folkeret. Og jeg kan allerede afsløre, at det bliver drønspændende! Vi kommer blandt andet til at aflægge FN-pagten et lille visit.

Og her kan jeg afsløre, at meget peger på, at det grønlandske folk heldigvis efter folkeretten har mere ret til deres eget land.