Studieliv
Blog: På Englenes Vinger. Tekst og fotos af Søren Verdoner. Redigering: Elisabeth Frimurer
Et skeptisk mindretal
Umiddelbart har de fleste danskere altså glædeligt accepteret de nye påbud om håndvask, afspritning og afstand, ligesom de fleste kunne se det fornuftige i forsamlingsforbud, hjemsendelse af offentlige ansatte mv. Jeg kan da også sagtens genkende fra mig selv, at jeg på trods af lidt irritation over lukkede dansegulve og evindelige forelæsninger på Zoom, grundlæggende har accepteret de nye restriktioner. Ja, på den mere juridiske side konkluderede jeg ligefrem i mit sidste indlæg, at forsamlingsforbuddet ikke umiddelbart giver grund til forfatningsmæssige betænkeligheder…
Men måske var jeg for hurtigt ude med den konklusion!
Det er nemlig ikke alle, der deler min og de fleste andre danskernes ivrige accept af den officielle fortælling om COVID-19-virus og de som konsekvens heraf gennemførte restriktioner. Hos en lille gruppe af danskere spirer mistillid og mistro både til sundhedsmyndigheder og WHO’s officielle forklaringer. En gruppe af danskere oplever simpelthen grundlæggende myndighedernes og regeringens håndtering af COVID-19 som både uproportionel, usaglig og forkert.
Sagen mod Statsministeriet
En af de danskere, der er skeptisk over for regeringens håndtering af Corona, er Søren Ventegodt. Han er faktisk så skeptisk, at han som formand for Foreningen til Oplysning om Corona Virus (OOC), har stævnet Statsministeriet for grundlovsbrud.
I en stævning indgivet mod Statsministeriet påstår han og OOC, at forsamlingsforbuddet udgør et brud på Grundlovens §79 om forsamlingsfrihed.
Det er altså med lidt røde kinder, at jeg må indrømme, at mit sidste indlægs konklusion hvorefter forsamlingsforbuddet slet ikke udgør et indgreb i Grundlovens §79 måske var en smule forhastet. Der er i hvert fald tydeligvis ikke helt konsensus om den juridiske konklusion, jeg med hjælp fra Professor Jørgen Albæk fandt frem til.
Jeg beslutter mig for at ringe til denne Søren Ventegodt der som formand for OOC, har indleveret stævningen.
”Goddag, taler jeg med Søren Ventegodt?”
”Jaaerh”
”Altså den Søren Ventegodt, der har stævnet Statsministeriet?”
”Ja, for pokker”
”Ja for pokker”, lyder det næsten stakåndet fra en entusiastisk mandsstemme i den anden ende af røret. Søren Ventegodt taler tydeligt københavnsk, og han er klar på at snakke. Han fortæller, at han og hans forening har måtte aflyse flere arrangementer i løbet af forår og sommer som følge af forsamlingforbuddet. Et af disse opløste arrangementer fra Fælledparken udgør kernen i den stævning, som han og foreningen har sendt til Statsministeriet. Man skal nemlig have søgsmålsinteresse i Danmark for at kunne få prøvet ved domstolene, om en lov er i strid med Grundloven, men eftersom Søren Ventegodt og hans forening er direkte berørt af forbuddet gennem de aflyste arrangementer, ja så skulle spørgsmålet om søgsmålskompetence være nemt at afgøre.
Jeg spørger Søren Ventegodt, hvorfor de har sagsøgt Statsministeriet? Og udløser herved en rivende talestrøm fra den veltalende foreningsformand. Søren Ventegodt mener nemlig slet ikke, at corona er farligt: Han er overbevist om, at den nye coronavirus ikke adskiller sig synderligt fra almindelig forkølelsesvirus, der har været i vores kroppe hver sjette måned hele vores liv. Han siger, at corona-restriktionerne derfor ikke har nogen basis i videnskabelig evidens, men alene er baseret på nogle uvidenskabelige modeller og analyser, som Sundhedsstyrelsen altså ifølge Ventegodt ikke kan bakke op med egentlig empiri. Derfor håber han også, at domstolene vil tilsidesætte forsamlingsforbuddet som grundlovsstridigt, når de i sagen bliver præsenteret for ”den videnskabelige sandhed” – at coronavirus er ufarlig – som Søren Ventegodt altså hævder at kunne dokumentere.
Statsret, rockere og proportionalitet
Her er det måske på tide, at vi lige kaster et blik på den jura, som Søren Ventegodt og OOC bygger deres sag på. I 1999 afsagde Højesteret dom i den såkaldte rockerlov-sag (U.1999.1798 H). Sagen drejede sig om grundlovsmæssigheden af en lov, der gjorde det muligt at udstede opholdsforbud rettet mod bestemte personers ophold i bestemte ejendomme. Loven var et forsøg på at rykke den dengang verserende rockerkrig ud af almindelige villakvarterer, hvor der var stor risiko for, at fx naboer kunne komme til skade. Højesteret forudsætter i dommen, at også rockeres selskabelige sammenkomster er beskyttet i et vist omfang af forsamlingsfriheden, som Højesteret kalder ”en nødvendig og selvfølgelig forudsætning for et demokratisk samfund”. Højesteret erklærer dog, at forsamlingsfriheden kan begrænses af indgreb, der ikke retter sig imod meningstilkendegivelser (netop forsamlinger, der havde til formål at komme med en meningstilkendegivelse -herunder demonstrationer - er undtagede fra corona-forsamlingsforbuddet).
Det er dog også klart, at det ikke betyder, at der er fri adgang for lovgiver til at gøre indgreb i forsamlinger, der ikke er omfattet af forsamlingsfrihedens kerne. Højesteret skriver således, at forsamlinger ikke ”vilkårligt kan forbydes”, men at indgreb skal ske ”til beskyttelse af væsentlige interesser herunder andres liv og velfærd”. Så langt så godt. På trods af, hvad Søren Ventegodt fortæller, må det anses som klart, at forsamlingsforbuddet netop er vedtaget for at forfølge det legitime sundhedsmæssige mål at beskytte liv og velfærd imod en pandemi. Der er ikke noget, der tyder på, at Folketinget eller regeringen skulle have forfulgt andre usaglige mål end det saglige hensyn at beskytte folkesundheden.
Men Højesteret fortsætter i Rockerlovs-dommen med at fortælle, at ”sådanne begrænsninger må dog ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt”. Højesteret gør altså klart, at der skal være proportionalitet imellem de indgreb, regeringen foretager og så det middel (her et forbud mod forsamlinger på mere end ti personer), som den anvender.
Hvis domstolene følger linjen fra Rockerlovsdommen, vil de altså skulle ind og prøve om forsamlingsforbuddet var proportionelt i forhold til den trussel, som corona udgjorde, da forbuddet indførtes, og om det er ved blevet at være proportionelt igennem hele den periode, hvor det har været opretholdt. Det må dog antages, at der i en situation som den, regeringen stod i tilbage i marts 2020, må være overladt regeringen en skønsmargen i valget af respons på en potentielt omfattende sundhedsmæssig krise.
”Denne her sag bliver en ultimativ test af domstolenes uafhængighed”
Jeg spørger Søren Ventegodt om ikke det er nærliggende, at domstolene vil tildele regering og folketing et skøn således, at domstolene vil lægge deres vurdering af den sundhedsmæssige fare til grund, når de afgør spørgsmålet om proportionaliteten af indgrebet i forsamlingsfriheden. Det mener han nu bestemt ikke. Tværtimod ser Søren Ventegodt den forestående retssag som en afgørende test af grundlovens §3 og spørgsmålet om domstolene faktisk er uafhængige. Hvis domstolene tilsidesætter det, han anser for den videnskabelige sandhed (at corona-virus er ufarligt), vil han anse det som et bevis på, at domstolene ikke lægger saglighed men politik til grund for deres vurderinger. Søren Ventegodt mener altså ikke, at der kan tillægges regeringen et skøn, hvorefter deres sundhedsmæssige opfattelse af situationen lægges til grund. Han fortæller at han håber at få sagen helt til Højesteret, og at han stadig tror nok på domstolenes uafhængighed til, at han regner med at vinde.
Jeg er ikke ganske overbevist om, at Søren Ventegodt har ret; det virker lige bombastisk nok at erklære selve domstolenes uafhængighed på spil. Jeg må indrømme, at det er svært for min hjerne at forestille sig, at domstolene simpelthen erklærer en lov, vedtaget af et enstemmigt folketing, til varetagelse af saglige sundhedsmæssige hensyn for ugyldig. Ligesom det er svært for mig at se domstolene gå ind og prøve selve den sundhedsfaglige evidens, sådan som Søren Ventegodt synes at forestille sig, at de vil gøre.
Selv om Søren Ventegodt og jeg selv nok ser meget forskelligt på virkeligheden, og hvad corona-epidemien er, så kommer han også med nogle juridiske pointer, som jeg ikke bare blankt kan afvise. Hvis forsamlingsforbuddet skal være proportionelt i forhold til faren ved corona-virus, og altså ikke må gå længere end hvad der er nødvendigt, hvordan hænger det så sammen med, at regeringen fortæller at deres politik bygger på et forsigtighedsprincip? At gå frem med et forsigtighedsprincip er vel pr. definition det modsatte af; ikke at gå længere end nødvendigt.
"Ingen gang på jorden"
Jeg sender Søren Ventegodt og OOC’s stævning til professor Jørgen Albæk, for at få hans faglige vurdering af OOC’s chancer for at vinde ved domstolene. Jørgen Albæk svarer, at en sådan sag efter hans bedste vurdering ikke har nogen gang på jorden!
Han peger ligeledes på, at domstolene efter Rockerlovsdommen vil skulle foretage en
proportionalitetsvurdering, hvor den fare der forebygges med forsamlingsforbuddet afvejes over for indgrebet i forsamlingsfriheden. Men Jørgen Albæk er ikke umiddelbart i tvivl om, at en sådan vurdering i den konkrete sag vil falde ud til regeringens side – både fordi indgrebet over for forsamlingen var forholdsvist mildt; OOC ville kunne afholde deres arrangement på andre måder med samme effekt - men også fordi det var begrundet i et tungtvejende hensyn til folkesundheden.
Der er altså ikke meget støtte at hente for Søren Ventegodt og OOC i den juridiske teori. Selv den tilsyneladende semantiske modsætning imellem forsigtighedsprincip og proportionalitet må man efter min bedste overbevisning afvise. Det skønsmargenm regeringen overlades i en krisesituation, må give mulighed for, at en regering beskytter folkesundheden også ud fra friere politiske betragtninger som dem et forsigtighedsprincip er udtryk for, uden at den politik efterfølgende tilsidesættes af domstolene.
På englenes vinger
Men sagen skal jo - ligegyldigt hvad jeg selv eller professor Jørgen Albæk mener om dens chance - for domstolene, og her gives der jo aldrig nogen garantier for et bestemt resultat.
Så hvad nu hvis Søren Ventegodt - imod alle odds - vinder sagen? Hvad nu hvis Højesteret erklærer, at forsamlingsforbuddet var uproportionelt i forhold til den fare coronavirus reelt udgjorde og derfor grundlovsstridig? Det er et spørgsmål til englenes vinger. En ting er, at domstolene med et slag vil undergrave en væsentlig del af regeringens coronahåndtering, hvilket næsten uundgåeligt vil få politiske konsekvenser; noget andet er de rent juridiske konsekvenser.
I første omgang vil Søren Ventegodt og hans forening få udbetalt den erstatning de principalt gør krav på, i hvert fald den del der skyldes et faktisk tab, og ikke ”bare” tort-erstatning. Men Søren Ventegodt og OOC har også nedlagt en anerkendelsespåstand, efter hvilken regering tilpligtes at anerkende, at de bestemmelser i lovgivningen hvorefter forsamlinger forbydes, er grundlovsstridige.
Hvis Søren Ventegodt og OOC får ret i dén påstand, er det svært at overskue konsekvenser. En ting er at en hel række andre forsamlinger, der er blevet opløst eller aflyst med hjemmel i de herefter grundlovsstridige bestemmelser sandsynligvis vil søge om erstatning – noget andet er, at en sådan dom ville markere et virkeligt nybrud i dansk forfatningsret, der fremadrettet med stor sandsynlighed ville forskubbe balancen mellem Domstolene og Folketinget, således at Folketingets lovgivning også i fremtiden ville blive prøvet langt mere intensivt og aktivistisk, end vi er vant til i dag. Måske med den konsekvens at en del af den politiske magt ville flytte sig fra Folketing til Højesteret: Sådan som vi kender det fra fx den amerikanske Supreme Court. Men lige meget hvor langt ude på englenes vinger et sådant resultat kan forekomme, ja så er fakta at sagen er anlagt og kommer til at køre ved domstolene, så nu er der ikke andet for end at vente og se, hvad domsafsigelsen bringer.
