Perspektiv

Tekst og foto: Caroline Bjelke

01. september 2020

Portræt: Jurist om dagen og musiker om natten: “Der skal nok være en vej, og den behøver ikke at være ligeud”


Kontrakter, paragraffer og en utrættelig kamp for danske kunstneres rettigheder. Sådan ser hverdagen ud for Anja Pil Christoffersen som advokatfuldmægtig med speciale i immatrielret. Weekenderne er modsat kendetegnet af fængende melodier, lysshows og fyldte koncertsale, når hun indtager scenen som ANYA. To liv der, trods meget forskellige udtryk, spiller sammen i perfekt harmoni.


Advokatfuldmægtig og sangerinde, Anja Pil Christoffersen.

Anja taler med armene. De flyver fra højre til venstre og op i luften, for så igen at finde ro rundt om den gule kaffekop. Hun minder næsten om dirigent, når hun fortæller om noget, der virkeligt optager hende. Og det er der rigtigt meget, der gør.

Anja Pil Christoffersen er nok bedre kendt under hendes kunstnernavn ANYA. ANYA der siden sin debut i 2014 har spillet sig ind på diverse hitlister, festivaller og tv-programmer, med lækre R’n’B og soul melodier, og som har høstet stor anerkendelse blandt andet i form af priser ved Scandinavian Soul Awards for bedste single med ’Greet Me’, Politikens Ibyen-pris i kategorien ’Årets upcoming’, og som P3’s Uundgåelige for singlen ’Snap Back’.

Græsset er stadig vådt efter nattens regnskyl. Alligevel ruller vi et tæppe ud foran de gule blomster, og satser på, at regnen ikke går igennem. Kaffekopperne bliver fundet frem fra muleposen, og den hjemmebryggede kaffe hældes op i to kopper. ”Hyggeligt!” udbryder Anja, inden hun smider sig ned på tæppet.

”Jeg elsker Assistensen. Det er altid her, jeg kommer ud, når jeg har brug for noget græs,” fortæller Anja. ”Jeg har et meget klart billede af, hvordan jeg, ligesom nu, sad på et tæppe og terpede strafferet hernede, da jeg læste jura.”

Anya voksede op på en gård lidt uden for Næstved, hvor der var masser af plads til Anjas forskellige sider. Hun sang med sin mor, men det var hendes stedfar, der inspirerede hende til at søge ind på jura. Han havde selv arbejdet som forsvarer i mange år. Det, syntes hun, var ret sejt.

”Så egentlig da jeg søgte ind, havde jeg en forestilling om, at jeg skulle noget indenfor strafferetten. Og det syntes jeg også var megafedt! Men det var først på kandidaten, at jeg fik øjnene rigtigt op for immaterialretten , da jeg tog det som kursusfag, og jeg bare virkelig slugte det råt. Der kunne jeg mærke at ’det er det her, jeg skal’”.

Anja arbejder i dag som advokatfuldmægtig ved Riemann Advokater, som primært beskæftiger sig med entertainment law. Der arbejder hun fire dage om ugen, mens der er skrevet ’musik’ på ugens sidste dag. Et valg, der er meget kendetegnende for den 30-årige sanger. Hun har nemlig altid insisteret på at finde sine egne veje, som sjældent er særlig direkte eller traditionelle.

”Jeg har altid været meget styret af, hvad jeg har haft lyst til. Så ville jeg læse jura, så læste jeg journalistik, så pausede jeg alt, for at lave musik på fuld tid i fire år og så læste jeg jura igen,” griner hun.

Jeg spørger hende, hvordan hendes omgangskreds egentlig reagerede, dengang kreative Anja, der altid har lavet musik, pludseligt skulle studere jura.

”Altså … Der var ikke rigtig nogen, der rigtigt undrede sig der, tror jeg. Der var musikken jo bare en hobby. Det var mere, da jeg så genoptog jura, da jeg havde gang i musikkarrieren, hvor folk var sådan: HVAD ER DET, DU LAVER? Det kører jo!”, griner hun.

”Så der måtte jeg forsvare det, og fortælle dem, at jeg også havde brug for at blive stimuleret akademisk, og jeg har brug for at føle, at jeg kan hjælpe folk og gøre en forskel. Og så fik jeg ofte spørgsmålet, om det overhovedet var foreneligt – det ene så ’tørt’ og det andet så ’sjovt’. Men jeg synes jo bare, at begge ting er megasjove, og så spiller de rigtig godt sammen”, fortæller hun. For selvom jura og musik måske ikke virker som den mest oplagte kombination, så føler hun, at det har givet hende en mer-viden, som hun i den grad har kunnet drage fordel i begge sine karrierer.

”Jeg er bl.a. blevet langt bedre til at læse mine kontrakter, efter at jeg er begyndt at arbejde med musikbranchen fra et juridisk perspektiv. Og modsat, så giver min praktiske erfaring som musiker mig et unikt indblik i branchen, som jeg bruger aktivt, når jeg rådgiver mine klienter. Det er helt klart meget stimulerende at være både jurist-Anja og sangerinde-Anja.”

 

Dømt for samme ’feel’

Inden hvert svar holder Anja en pause. Hendes bryn trækker sig sammen i nogle få sekunder. Så begynder hendes arme at røre på sig.

”Det ultimative ville nok være, hvis jeg på en eller anden måde kunne være involveret i nogle sager, der kan føre til mere afklaring ift. sondringen mellem efterligning og inspiration indenfor musikverdenen,” svarer hun på mit spørgsmål om, hvad hun håber på at kunne opnå i sit liv. Hun fortsætter:

”Det ville være så VAN-VITTIGT spændende, og jeg ville have lyst til at give 120%. Og udover det, så ville det have kæmpestor betydning for kunstnerne og mulighederne for at skabe i Danmark.”

Selvom musik og jura kan lyde som to helt forskellige verdener, så er det, ifølge Anja, slet ikke så langt fra hinanden. I hvert fald ikke, når man kigger på, hvordan hun får det i arbejdet med dem.

”Jeg kan godt mærke nogle ligheder mellem, hvordan det føles at lave musik, og hvordan det føles med ophavsretten. Det er så spændende, at jeg kan glemme tid og sted, og bare grave mig ned i det i timevis,” fortæller hun. ”Det der med, man slet ikke har lyst til at lave andet.”

Sondringen mellem efterligning og inspiration er et af de områder, som hun virkeligt kan forsvinde i. Både fordi, det er et spændende juridisk spørgsmål, men også fordi, hun rent personligt og musikalsk udvikler sig på samme tid. De sager, får de heldigvis også nogle af, nede på advokatkontoret, som hun dog ikke kan udtale sig så meget om. Men problematikken er ofte den samme på tværs af sagerne:

”Som musiker eller kunstner, lader man sig konstant inspirere af verden omkring sig. Jeg hører jo musik hele tiden – når jeg cykler, bare er hjemme i lejligheden eller inden jeg skal sove. Udover det, er det helt normalt, at man i en session sætter et nummer på, og siger: Ok, det her er udgangspunktet for dagens arbejde. Vi skal lave noget i denne her retning,” hun pauser et øjeblik, før hun tager ordet igen:

”Men … hvornår er det så for meget? Hvornår har man faktisk været for dygtig til at lade sig inspirere? Det er en kæmpestor faldgrube som ophavsmand, og det er noget, der i stigende grad bliver en udfordring.”

Jeg kan godt mærke ligheder mellem, hvordan det føles at lave musik, og hvordan det føles med ophavsretten. Det er så spændende, at jeg kan glemme tid og sted og bare grave mig ned i det i timevis.

 

Forskellige streamingtjenester og Youtube har nemlig haft enorm betydning for, hvordan man kigger på de her sager. Man kan høre musik fra Frankrig, Australien eller Tanzania, ligegyldigt hvor man befinder sig i verden, og det er ligegyldigt, om numrene er blevet store radiohits der har kørt på repeat – alt er tilgængeligt for os på en helt anden måde, end hvad der tidligere har været gældende. Før kunne man lave nogle vurderinger ud fra, hvad sandsynligheden var for, at en given kunstner havde hørt det nummer, der var påstået en krænkelse overfor. Men nu har spillereglerne ændret sig, i takt med de nye teknologiske muligheder.

”Det har ført til nogle ekstremt spændende krænkelsessager i USA de seneste par år, hvor jeg i hvert fald har tænkt: OK, hvis man ikke må dét, hvad må man så? Det fascinerer mig både som jurist og som kunstner, for det er jo ret vigtigt at vide”, fortæller hun.

Hun referer bl.a. til Robin Thickes og Pharell Williams megahit ’Blurred Lines’, der af Marvin Gayes familie i 2016 blev anklaget for brud på copyright. De mente, at den mindede for meget om Marvin Gayes sang fra 1977 ’Got to Give It Up’. Det blev en sag, der chokerede mange udøvende artister, og som åbnede for en lang række sager om brud på copyright.

”Det blev en ret banebrydende sag. Det er ikke samme instrumentering, akkorderne er ikke de samme, der er nogle andre rytmer. Men på en eller anden måde, lyder de bare alligevel lidt som hinanden. Så det blev faktisk vurderet, at der var sket en krænkelse – og det var på den baggrund, at de to sange havde samme ’feel’”, forklarer hun.

”Så det bliver virkelig svært at vide, hvad man må, og hvad man ikke må som musiker, når man skal tænke over, om en sang har samme ’feel’ som et andet nummer. Det er jo ikke sikkert, at jeg vil opfatte den ’feel’ som det samme, som en anden musiker. Så mener jeg, at man i højere grad bør vurdere det rent musikteknisk – herunder instrumentering, akkorder, rytmik osv. Ellers skaber det en usikker retstilstand.”

Denne slags sager bliver ikke ført i samme omfang i Danmark, hvilket Anja mener, er fordi, vi ikke har samme kultur for at lægge sag an med det samme – men at vi gennem vores mange gode forbund forsøger at søge forlig. Det betyder til gengæld også, at der ikke er lige så mange sager til at fastlægge retstilstanden.

”Som kunstner efterlader det jo mig et sted, hvor jeg tænker meget over det og passer meget på, fordi det er lidt usikkert, hvad man må og ikke må. Men samtidigt med, at jeg forsøger ikke at lægge bånd på mig selv. Men jeg vil sige, jeg er måske også lidt mere bevidst, fordi jeg arbejder med det”

 

Der behøver ikke at være en fast formel

Juraens verden og musikkens verden smelter således til tider sammen for Anja. Faktisk, smelter det så godt sammen, at man næsten må ryste på hovedet af, at hun startede jurastudiet med en drøm om at gå den strafferetlige vej.

Derfor er hun i dag også virkelig glad for, at hun har turdet at gøre lige præcis det, hun har haft lyst til, og grebet de muligheder, der har åbnet sig for hende. Også selvom hun er blevet fire år senere færdig med uddannelsen, fordi hun valgte at fokusere på musikken, og selvom at hun på nuværende tidspunkt ikke ved, hvornår hun bliver færdig som advokat, fordi hun ikke er fuldmægtig på fuld tid.

”Jeg har det perfekt, hvor jeg er!” udbryder hun. ”Det er fleksibelt og alsidigt, så jeg har ikke travlt”

”Jeg skal jo arbejde i … ” hun pauser kort …

”40 ÅR ENDNU?! SHIT!” griner hun.
”Hvis jeg skal arbejde 40 endnu som jurist, så var det da meget godt, at jeg lige tog nogle år ud, hvor jeg kun spillede musik og rejste rundt og havde det for grineren. Især når det virkelig gavner mig nu.”

Tæppet pakkes sammen og kaffekopperne lægges tilbage i muleposen. Anja skal mødes til en omgang Hint med sine venner ude i solskinnet. Hun kan selvfølgelig bedst lide nynne-kategorien.

Hun slutter af med et råd med på vejen til de nye studerende:

”Der behøver ikke at være en fast formel, som man tit hører om på studiet. Tag det, du synes er fedt og spændende, og inkorporér det med juraen. Om det er kommunikation, musik eller … sport! Der skal nok være en vej, og den behøver ikke at være ligeud.”

Del

Portræt: Jurist om dagen og musiker om natten: “Der skal nok være en vej, og den behøver ikke at være ligeud”