Podcast


05. februar 2021

Forbrydelse og Moral: 20. Jonas Christoffersen om retsstaten og COVID-19 (Dr.jur. og advokat)


PODCAST. Retsstaten og COVID-19. Sådan lyder titlen på en undersøgelse, der tilbage i slutningen af juni måned blev offentliggjort af den uafhængige juridiske tænketank, Justitia, og som blev udarbejdet af tidligere direktør for Institut for Menneskerettigheder, Dr.jur. og advokat Jonas Christoffersen. 


Jacob Barckmann har skabt podcasten Forbrydelse og Moral, og du skal have god fornøjelse, hvis du lytter med.


”Rapporten afdækker et coronaforløb, som viser, at Folketinget og regeringen kan være villige til på meget kort tid at sætte helt grundlæggende frihedsrettigheder og demokratiske retsstatsprincipper på vågeblus, når Danmark står i en ekstraordinær situation, hvor frygten for en forestående krise presser på. Dette er i sig selv problematisk”… Sådan lyder det bl.a., når man læser rapportens sammenfatninger og anbefalinger, og i det her afsnit kan du høre Jonas Christoffersen sætte ord på, hvad han mener med, at grundlæggende frihedsrettigheder og demokratiske retsstatsprincipper har været sat på vågeblus, og ikke mindst hvad det problematiske ved det er. Hvorfor er det overhovedet problematisk, når de fleste af os er klar over, at der var tale om en ekstraordinær situation, som krævede ekstraordinære tiltag? Hvad er problemet ved, at beføjelser som er hastevedtaget i en krise, ikke fjernes ligeså hurtigt som de blev vedtaget, når man indser, at de ikke er nødvendige?

Og hvad mener Jonas Christoffersen og Justitia egentlig, når man i rapporten kan læse, at ”situationen kun er blevet mere retssikkerhedsmæssigt betænkelig, når regeringen i så høj grad, som det er sket, har bevæget sig væk fra både sundhedsmyndighedernes anbefalinger og normale høringsprocesser og truffet en lang række hurtige politiske beslutninger uden de sædvanlige sundhedsfaglige eller parlamentariske mandater"?

Hør også i det her afsnit, hvorfor de danske domstole og dommere ifølge Jonas Christoffersen ikke bevarede deres grundlovsmæssige uafhængighed, da Danmark blev lukket ned, og sager skulle prioriteres.