Perspektiv

QA med Momo Zhou Eskildsen

06. oktober 2020

En dag med Momo Zhou Eskildsen


 Mød Momo Zhou Eskildsen, der her fortæller om sit liv som udstationeret for Bech-Bruun i Taipei, Taiwan. Momo er cand.jur. fra Aalborg Universitet og har en MIB fra Hult International Business School.


Momo Zhou Eskildsen arbejder til dagligt i Bech-Bruuns Renewable Energy-team og rådgiver udvikleren af et offshore-vindmølleprojekt i Taiwan. 

Hvilke arbejdsopgaver har du?

(Bestalling deponeret)

Jeg er del af Bech-Bruuns Renewable Energy-team og rådgiver udvikleren af et offshore-vindmølleprojekt i Taiwan, hvor jeg har været udstationeret i snart tre år. I løbet af denne tid har jeg været en fast del af projektteamet.

Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig? 

Dagene kan se meget forskellige ud. Især fordi jeg har fulgt projektet tæt fra udviklingsfasen til nu at være i eksekveringsfasen, har karakteren af arbejdet ændret sig lidt undervejs. En typisk dag indeholder dog som regel udarbejdelse af nye kontrakter, interne møder for at stemme kontrakterne af med teamet og forhandlinger med modparterne. Derudover er der en del koordinerings- og opfølgningsarbejde for at drive processen i mål. Frokostpausen bliver som regel tilbragt med kolleger, og menuen står ofte på dumplings og bubble tea.

Hvorfor valgte du at arbejde i den private sektor?

Jeg kunne umiddelbart bedst se mig selv arbejde i den private sektor, så det var her jeg startede, og det har jeg været glad for lige siden.

 

Hvilke fordele/ulemper er der ved dit job?

Det er en kæmpe fordel at kunne sidde tæt på klienten og projektteamet i Taiwan. Det giver et unikt indblik i en projektorganisation og et projektforløb, som man kan være med til at præge. Derudover er det jo fantaktisk at få muligheden for at bo i og opleve Taiwan, som ikke er et sted, jeg ellers havde overvejet at besøge.

En ulempe er dog, at jeg er langt væk fra familien og vennerne derhjemme. Jeg rejser dog til Danmark et par gange om året, og før COVID-19 fik jeg også en del besøg i Taiwan.

Hvilke personer er der i din daglige berøringsflade, og hvor meget kontakt har du med dem? 

Til dagligt sidder jeg hos klienten på et åbent kontor. Der er tæt samarbejde i og på tværs af de forskellige projektteams, og jeg arbejder sammen med folk i mange forskellige roller i organisationen. Derudover har jeg også tæt kontakt til mange af mine kolleger i afdelingen i Bech-Bruun i Danmark.

Hvor meget af det, som du lærte på studiet, bruger du i dit job nu?

I forhold til kontraktudarbejdelse er det primært de aftaleretlige og obligationsretlige principper, men generelt er det den juridiske metode og den analytiske sans, man udvikler herigennem, som er noget jeg har taget med fra studiet.

 

Havde du et studierelevant job under studiet? 

Mit første studierelevante job var som frivillig i Lejernes LO. Derefter fik jeg et studenterjob hos et mindre advokatfirma, før jeg kom til Bech-Bruun som sommerfuldmægtig og sidenhen som stud.jur., inden jeg startede som advokatfuldmægtig efter endt studie.

Rejser du i forbindelse med dit arbejde? 

De kontraktforhandlinger, jeg har været del af, har givet anledning til en del rejser til blandt andet Sydkorea, Singapore, Thailand, Tyskland og Holland og også inden for Taiwan. Det er dog klart, at rejseaktiviteten nu er begrænset af COVID-19.

Hvad motiverer dig mest ved dit arbejde? 

Det er utrolig spændende at følge udviklingen af et projekt, som man har taget del i fra start som en integreret del af projektteamet. Jeg er heldig at have utrolig gode og dygtige kolleger både på kontoret i Danmark og i Taiwan, som både motiverer og inspirerer mig.

 

Hvad har den karrieremæssige vej været til dit nuværende job? 

Det startede ud med en meget lige vej, hvor jeg gik direkte fra gymnasiet til jurastudiet til en fuldmægtigstilling. Da jeg blev advokat, besluttede jeg mig for at tage en MIB, da jeg ville kombinere juraen med business i en international sammenhæng. Jeg tog en kombineret MIB, hvor jeg læste et semester i San Fransisco og et semester i Shanghai. Da jeg afsluttede studiet, havde jeg ønske om at blive i Asien, så det var helt perfekt, at muligheden i Taiwan bød sig.

Har du nogle gode råd til studerende, der kunne finde på at gå samme vej som dig? 

Vær åben over for muligheder, der ikke nødvendigvis er en del af karriereplanerne.

Del

En dag med Momo Zhou Eskildsen